Der var engang
- af Sissel Thomsen. Artikel udlånt af Panbladet | Barometer i et samarbejde med HomoTv.dk
"Langt ude i havet er vandet så blåt, som bladene på den dejligste kornblomst og så klart, som det reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertov når, - mange kirketårne måtte stilles ovenpå hinanden, for at række fra bunden op over vandet. Dernede boede Havfolkene".
Sådan starter H.C. Andersens verdensberømte eventyr ’Den Lille Havfrue’, og sådan slutter Rumle Hammerichs nye film ’Unge Andersen’, om selv samme H.C.
Hammerich vil fortælle H.C.’s personlige historie. Det her er altså ikke en fortælling om et nationalt ikon, det er en fortælling om en skrøbelig menneskeskæbne, der finder sin plads i tilværelsen. Herudover er det en historie om venskab, om H.C.’s hankønnede muse, drengen Tuk, der driver ham til at fortælle de eventyr, han senere skulle blive så berømmet for.
Instruktøren gør meget ud af at føre seeren ind i den unge forfatterspires løbske fantasi. Stilgrebene, han bruger i denne sammenhæng, virker til tider malplacerede og oven i købet en smule amatøragtige, men nogle gange lykkes det at vise den side af Andersen, der gør hans eventyr så enestående. Hans fascination af en hvid due i en mudderpøl eller en brombasse, der ukueligt prøver at flyve gennem et lukket vindue.
Skuespillet virker ret stift, som man så ofte ser det i periodefilm, men forholdet mellem H.C. (den yderst vellignende debutant Simon Dahl Thaulow) og drengen Tuk (Mikkel Konyher) fungerer godt. Også Henning Jensen bør fremhæves i rollen som H.C.’s plageånd og mentor, den dæmoniske Rektor Meisling.
Det er en svær opgave Rumle Hammerich har sat sig selv på. Mangen en forventning vil ikke blive indfriet af denne fortælling, da forestillingerne om, hvordan H.C. Andersen var og levede er så mange og så modstridende. Men lægger man de forudindtagede holdninger til side og i stedet går ind og ser en film om en dreng og hans rejse ind i sig selv og tilbage igen, vil man få en udmærket, om end ikke ekstraordinær, oplevelse med hjem.
|