Tilbage til homotv

Filmarkivet
Kinsey
ANMELDELSE

Premiere 6. maj

Karakter:

Lysmageren
- af Søren Bygbjerg. Artikel udlånt af Panbladet | Barometer i et samarbejde med HomoTv.dk

Hvor homoseksuel er du på en skala fra 0 til 6? I efteråret blev den gamle skala genopdaget af den kristne gruppe Basis, som tilbyder at omvende homoer – hvis de da ikke er for homoseksuelle. ”Befinder man sig på 3 til 4 og er motiveret, kan man få hjælp”, forklarede foreningens formand.

Sexologen Alfred Kinsey lancerede oprindeligt skalaen tilbage i 1948 i bogen ‘Mandens seksuelle vaner’ for at vise, at homoseksualitet ikke er en sjælden perversion, men et helt almindeligt fænomen – faktisk har 37 % af alle mænd haft mindst én homoseksuel oplevelse!
Det var en bombe i tidens debat om seksualmoral og fik enorm betydning for homobevægelserne verden over. Bl.a. var det en forudsætning for, at man kunne danne et forbund for homofili i Danmark i 1948.

Homo-instruktøren Bill Condons film ’Kinsey’ er et portræt af videnskabsmanden og mennesket bag de kontroversielle rapporter. I Liam Neesons skikkelse er Kinsey en pionér, der kæmper mod dobbeltmoral og for oplysning, men også en mand, der ikke forstår, hvornår han går for vidt og støder sine nærmeste. Hans modstandere er til gengæld mere karikerede. Ikke mindst den forstokkede far (John Lithgow), som prædiker mod moderne opfindelser som lynlåse og elektrisk lys!

Kinsey placerer sig selv på en 3’er på sin egen skala i filmen – altså lige dele homo- og heteroseksuel. Allerede som en ung spejderdreng er Kinsey latent biseksuel. Som voksen eksperimenterer han med homosex med sin forskningsassistent, selvom han er en lykkeligt gift mand. Og mod slutningen lader instruktøren en rørende spring ud-historie fra en lesbisk stå som beviset på, hvad Kinsey har udrettet med sin forskning.

På Barometers egen skala skal have ’Kinsey’ 5 kys. Det er en velfungerende og underholdende portrætfilm om én af de væsentligste skikkelser i det 20. århundrede, og den fortjener at blive set af alle, som interesserer sig for homoseksuelles rettigheder - og for sex i det hele taget.