|
Maggie (Hilary Swank) er enspænder, der ser boksning som hendes eneste vej ud af en ekstrem tilværelse som fattig. Som servitrice i en diner, pakker hun gæsternes rester ind i sølvpapir og tager med hjem til aftensmaden, som er hendes eneste egentlige daglige måltid, og fritiden går med, i al ensomhed, at kaste handskerne i en sandsæk i den lokale bokseklub. Hun er opsat på, at få Frankie Dunn (Clint Eastwood) som træner, men den aldrende manager er ikke interesseret i at træne piger. Ifølge Frankie skal piger nemlig slet ikke bokse. Men efter mange diskussioner med sparringspartneren Scrap (Morgan Freeman), overgiver Frankie sig alligevel til Maggies kampvilje. Sejrene kommer hurtigt, og et dybt venskabeligt forhold udvikler sig mellem de tre. Maggies mod smitter af på Frankie, der i adskillige år har overbeskyttet sine boksere mod titelkampe. Maggie har til sidst ikke mange kampe at bokse, andet end den titelkamp som Frankie efter bedste princip, ”du er ikke klar endnu”, forsøger værne hende imod. Snart står både Frankie og Maggie i dyb krise.
Million Dollar Baby vandt ualmindelig mange priser, blandt andet for bedste instruktion, bedste film og bedste kvindelig hovedrolle ved årets Oscar-uddeling. Men den slags status gør ikke filmen bedre af den grund. Man kan ikke sige, at Million Dollar Baby bare er endnu en boksefilm, uden også at nævne dens realisme før, under og specielt mellem kampene. Der er stil og detaljer over dialogerne, der viderefører en skildring af tre personers hjertebanken for en branche, hvis jabs og knockouts blegner, når hårdhed erstattes med sårbarhed. Det er en hjertelig, dog hård og skræmmende film, der ligger på grænsen til en mesterklasse for sig.
Den eneste hage ved filmen, er dens langsommelige, til tider alt for udmalende, og nogle af dem, temmelig uinteressante dialoger. Og selvom dialogerne er mangfoldige og man kan mærke, at fokus klart er lagt her, formår Maggies følelsesliv aldrig rigtig ind under huden. Man fristes til at sige, at Million Dollar Baby, vel nok er den mest ”overrated” film i år 2004. Der er bestemt ingenting at udsætte på skuespillerne, der alle tre giver en mesterpræstation. Filmens handlingsplot er ganske godt skruet sammen og klimaks giver publikum en superhård uppercut, der på bedste vis får selv den mest hærdede biografgænger til at synke helt i knæ. HomoTv giver Million Dollar Baby 4 ud af 5 diamanter.
Genre: Drama
Medvirkende: Clint Eastwood, Hilary Swank, Morgan Freeman, Anthony Mackie, Jay Baruchel, Margo Martindale, Bruce MacVittie med flere.
Instruktion: Clint Eastwood
Spilletid: 2 timer 17 min
|