Tilbage til homotv

Filmarkivet
Before Night Falls
ANMELDELSE

Vises 9. maj

Karakter:

Et visuelt digt
- af Sissel Thomsen. Artikel udlånt af Panbladet | Barometer i et samarbejde med HomoTv.dk

Instruktøren Julian Schnabel kan godt lide biografier. Så godt, at hans to eneste film til dato begge er af slagsen, og den tredje, der er på vej ligeså.

Schnabel arbejder sideløbende som kunstmaler, hvilket direkte blev afspejlet i hans valg af personstudie i debutfilmen 'Basquiat' om grafittimaleren af samme navn.
'Before Night Falls' fortælles i billeder på en måde sjældent set på film. Schnabel viser alt, det der ikke skal siges, og det er en af grundene til, at han er så uovertruffen en filmskaber.
Han forstår, at den rigtige historie ligger i billedet, ikke i ordet. Og derfor kan det måske undre, at hans valg af emne i denne film er en person, der udelukkende udtrykker sig gennem ordet, nemlig den cubanske digter og forfatter Reynaldo Arenas.

Filmen følger Arenas fra hans barndom i pre-Castro Cuba, til kommunismen overtager magten og fængsler ham for hans åbne homoseksualitet og kunstvirke. Det lykkes Arenas at slippe væk fra Cuba og komme til det forjættede land USA, hvor han dør af aids i fattigdom.
Størstedelen af filmen fokuserer på hans problematiske voksenår i Cuba, og det er også tydeligt at de år mærkede ham dybt. Den ukuelige vilje til at være, hvem man er, gennemsyrer filmen, og Arenas' digte illustrerer dette på lydsiden.

Det her er en sjældent gennemført film, hvor billede og ord forenes og skaber en højere enhed, smukt sammenbragt af en pragtspillende Javier Bardem (aktuel i 'Mar Adentro') i hovedrollen.

Schnabel er ikke selv homo, men hans film bærer ofte et homopræg, ligeledes den kommende biografi om redaktøren for det franske magasin Elle, Jean-Dominique Bauby, der i en alder af 43 blev lam i hele kroppen, på nær i sit venstre øje. Bogen, som Schnabels film er baseret på, blev kommunikeret af Bauby med det venstre øje efter hans lammelse. Det lyder umiddelbart som noget af en mundfuld, men med Schnabel ved roret, kan man ikke andet end at glæde sig allerede.

Biografen Gloria viser 'Before Night Falls' 9.5. kl. 21.30 i samarbejde med Oscar Bar Café. Filmen er også udsendt på dvd.

Kommentar fra HomoTv: tidligere vist på tv i 2003 og 2004