Tilbage til homotv

Filmarkivet
Mean Creek
ANMELDELSE

Premiere 3. juni
Dvd-premiere R2: 19. december

Karakter:

Sandhed og konsekvens
- af Søren Bygbjerg. Artikel udlånt af Panbladet | Barometer i et samarbejde med HomoTv.dk

"Nå, hvordan er det så at være en mand?". Den 12-årige Sam synes, at det er et underligt spørgsmål, hans skolekæreste Millie stiller ham i begyndelsen af ’Mean Creek’. Men det er det spørgsmål, som filmen forsøger at give et svar på.
Handlingen i ’Mean Creek’ er enkel. Den generte Sam bliver mobbet i skolen af bøllen George, og nu vil Sam give ham en lærestreg. Sammen med sin storebror Rocky og hans venner inviterer han sin plageånd med på en sejltur på floden. Planen er at skubbe George i vandet og lade ham løbe nøgen hjem. Men det går ikke helt som planlagt.

Debutinstruktøren og manusforfatteren Jacob Aaron Estes giver et intimt indblik i teenagedrengenes verden. De småslås, drikker dåseøl og ryger fed. De leger ’Sandhed eller konsekvens’ og snakker om, hvilke piger de vil nedlægge, uden dog at gøre noget ved det.
Luften er tyk af homosociale, hvis ikke homoerotiske, spændinger. Én af drengene, Clyde, bliver konstant kaldt "fag" og drillet med sine to fædre – efter sigende baseret på instruktørens egen opvækst med en homoseksuel far.

Filmen er optaget på super 16 og digital video, og det giver den et autentisk, næsten dokumentarisk præg. Det håndholdte kamera går helt tæt på drengene og fanger i deres øjne de skiftende følelser, de gennemgår – fra leg og vildskab over angst og desperation til fortabthed og skyldfølelse.
Samtlige unge skuespillere er overbevisende og naturlige. Især skiller Joshua Peck sig ud som den dominerende George, der egentlig bare søger det samme som de andre drenge: Opmærksomhed og venskab.
’Mean Creek’ er en fortættet, lille film om rejsen fra dreng til mand, og den giver forventninger om, at Jacob Aaron Estes kan blive et stort navn inden for amerikansk independent-film.