Film: | Bog:

Bogen ’Tipping the Velvet’ udkom i England i 1998, og dens debuterende instruktør Sarah Waters blev hædret med adskillige prestigefyldte priser. Opmærksomheden omkring bogen førte til en filmatisering, og fire år senere rullede tv-serien over de engelske skærme.

’Tipping the Velvet’ fortæller historien om Nan Astleys udvikling fra ung, naiv forstadspige over fuldblods drag king, trækkerdreng og sat tøjte, til hun endelig finder sig selv i et forhold til en kvinde der kan elske hende med alle hendes fejl og mangler. Vi bliver introduceret for 1890´ernes London i en udgave befængt med svigefulde elskerinder, liderlige mænd, magtfulde herskerinder og dertil hørende miljøer.
Både bogen og tv-serien er delt op i tre dele, og hver del er dedikeret til en af Nans elskerinder. Disse elskerinder udsætter hende for svigt og sorg, men også for lidenskab og følelser af en art hun ikke selv var klar over fandtes. Første del fortæller om Nans første og mest stormfulde kærlighed Kitty, anden del om den grusomme og magtliderlige Diana og tredje og sidste del om den søde og praktiske Florence, der viser Nan at et liv som lesbisk i datidens London godt kan lade sig gøre uden hemmeligheder og prostitution.

Waters tager sin læser med på en rejse gennem Victoriatidens underverden sammen med hovedpersonen Nan. Og mens Nan mister sin uskyld på flere niveauer, mister vi den med hende. Waters læner sig i sin fortællestil op af datidens mester Dickens, men hendes historie er gennemvædet af en erotisk stemning der aldrig var at finde i hans bøger. Nans fascination af den magt og udstråling hun vinder ved at leve som en mand bliver læserens fascination, og Waters skifter på den mest elegante måde mellem ekstatisk lykke og stor tragedie. Forfatterens force er kombinationen af en forståelse for den lidenskab hun portrætterer, og et sprog der kan hamle op med de allerbedste. Den kombination ses sjældent hos lesbiske forfattere og den bliver budt hjerteligt velkommen.

Der var store forventninger til tv-serien da den fik premiere i 2002, og den blev da også en bragende succes. Og mens jeg glæder mig over at så mange mennesker viser interesse for vores del af befolkningen, kan jeg ikke andet end have ondt af dem, fordi de ikke har læst bogen.
Serien følger bogens skelet et langt stykke ad vejen, men vælger mod slutningen at tilføje ekstra glasur i kraft af lykkelige løsninger til højre og venstre. Karaktererne bliver reducerede fra at være komplekse til at virke endimensionelle og skuespillerne er i mange tilfælde stive og gammeldags i deres spil. Men serien har da også sin charme. Man kan ikke andet end at holde af Rachel Stirling i rollen som Nan og det er ikke svært at forstå hvorfor hun forelsker sig hovedkuls i Kitty, spillet med sødmefuld charme af Keely Hawes. Så selvom det ikke lykkes serien at ramme plet i hjertekulen på samme måde som bogen, er den alligevel et kærkomment tillæg til den desværre ret begrænsede mængde lesbiske film.