Karakter:

Joel Schumacher er én af de få åbne homoseksuelle instruktører i Hollywood. Han er ansvarlig for de svulmende skridtbuler og sigende blikke i 'Batman & Robin', og han lod en drag queen smelte Robert de Niros hjerte i 'Flawless'.
Der er dog ikke meget at komme efter for et homoseksuelt publikum i Schumachers nye film, 'The Phantom of the Opera', hvis man ser bort fra musicalgenren i sig selv og de studs, som han har det med at caste i de mandlig hovedroller.

Schumacher er meget tro mod Andrew Lloyd Webbers forlæg om den skønne korpige Christine og det vansirede musikalske geni, som hjemsøger i katakomberne under operaen i Paris i 1870’erne – for tro.
Lige fra de enkelte rekvisitter til den overordnede dramaturgi følger filmen nøjagtigt Webbers franchise af en musical, som på verdensplan er blevet set af over 80 mio. tilskuere.
Problemet er, at dét, der imponerer på scenen, har det med at falde til jorden på det hvide lærred. I teatersalen gibber det i én, når en lysekrone kommer susende gennem rummet, men på film, hvor alt jo kan lade sig gøre, virker det temmelig ordinært, og kan ikke kompensere for, at historien og karaktererne er for tynde til at kunne bære 2 timer og 41 min.

Skuespilpræstationerne er ferske, og Joel Schumacher får ikke nogen dramatik ud af trekantshistorien om heltinden, som må vælge mellem den romantiske kærlighed og den dyriske seksualitet.
I stedet fokuserer han på det ydre, og der er kælet for kostumer, sætstykker og kamerature. Det er bare ikke nok at løfte filmen, og 'The Phantom of the Opera' ende med at blive alt for bombastisk, oppustet og udvendig.