Maskulinitetens rebel
- af Søren Bygbjerg. Artikel udlånt af Panbladet | Barometer i et samarbejde med HomoTv.dk
Siden James Dean kørte i døden i sin sølvgrå Porsche den 30. september 1955, har der udkæmpet sig et slagsmål om den unge skuespillers eftermæle.
På den ens side har Warner Bros.’ pressemaskine og adskillige portrætfilm forsøgt at tegne et billede af Dean som et renskuret, amerikansk ikon – og sådan ét kan naturligvis kun være af heteroseksuel observans.
På den anden siden har homobevægelsen siden 70’erne forsøgt at erobre Dean til sine rækker, og i den saftige bog 'Boulevard of Broken Dreams' fører forfatteren Paul Alexander detaljeret bevis for, at Dean i virkeligheden skulle have været bøsse.
Når man genser de to klassiske James Dean-film, som er aktuelle på dansk dvd, er det nemt at se, hvorfor både heteroer og homoer er tiltrukket af den evigt unge stjerne.
Gennembrudsfilmen 'Øst for Paradis' er en Cain og Abel-historie, baseret på John Steinbecks roman, hvor Dean spiller den utilpassede Cal Trask, som konkurrerer med sin bror Aron om farens kærlighed.
Cal er en ny type mand i en amerikansk film – en misforstået rebel, hvis vrede dækker over sårbarhed – og instruktøren Elia Kazan får generationskløften mellem far og søn frem, når han sætter Raymond Masseys stive spil over for Deans improvisationer og kropslige method acting.
I Nicholas Rays ungdomsfilm ’Vildt blod’ videreudvikler James Dean sin rolle som vrede, unge mand. Her spiller han middelklasseknægten Jim Stark, som starter på en ny skole i en forstad til Los Angeles. Hans eneste venner er to andre problembørn, Judy og Plato, og sammen danner de en form for alternativ familie.
Sal Mineo spiller Plato – måske den første homoseksuelle teenager i en Hollywood-film – der er tydeligvis er forelsket i Jim. Det samme er Judy, og interessant nok er Jim lige kærlig over for dem begge! Det er blot datidens normer og filmcensuren, som gør det umuligt for ham at udleve sine følelser over for Plato.
Om James Dean selv var hetero, homo eller noget midt imellem, finder vi aldrig ud af. Svaret tog han med sig i graven. Det er netop flertydigheden, der gør ham så dragende som skuespiller, og gør, at hans film har holdt sig levedygtige gennem et halvt århundrede.
'Øst for paradis' har repremiere i Gloria i København og Øst for Paradis i Århus 29. juli.
James Deans tredje og sidste film 'Giganten' er også ude på dvd og blev anmeldt i Panbladet februar 2003.
|