Karakter:

Fem lange år er gået, siden Oliver Stones sidste spillefilm 'Any Given Sunday' dansede på lærreder verden over. Af samme årsag er hans nyeste film 'Alexander' ventet med spænding af alverdens filmentusiaster.

Med filmen om Alexander den Store (spillet af Colin Farrell) har Oliver Stone skabt en episk fortælling om en legendarisk karakter, i samme stil som f.eks Mel Gibsons 'Braveheart'. Al genkendelig Stone-stil er lagt til side til fordel for smukke cinemascope-billeder af krigsscenarier og barbarisk natur. Hollywood må klappe i deres små hænder.

Stone forsøger at menneskeliggøre legenden om Alexander. Dette sker i høj grad ved at grave ned i forholdet til hans forældre, den brovtende Philippos (Val Kilmer) og den udspekulerede Olympias (Angeline Jolie), som Alexander har et nærmest ødipalt forhold til. Og virker det så? Filmhistorien burde have vist en så erfaren mand som Stone, at det ganske sjældent lykkes at gabe over både episk storfilm og personligt drama. Og heller ikke i dette tilfælde er kombinationen en succes. Alexanders imponerende bedrifter på slagmarken efterlader ikke meget plads til de personlige elementer, der virker endnu mere karikerede grundet det overkørte skuespil, som man så tit ser i periodefilm.

Kun på homo-fronten kan man tillade sig at kalde Stones film radikal. I skildringen af Alexanders kærlighedsforhold til mænd, specifikt vennen Hefaiston, er der ikke lagt fingre imellem, og det er forfriskende at se i en så mainstream Hollywood-satsning. Filmen skal ses på grund af dette, og på grund af sine flotte, majestætiske billeder. Ikke på grund af de personlige elementer eller skuespillet.