’A home at the end of the world’ er en film, der handler om familie. Bobby (spillet med en til tider overdreven uskyldighed af Colin Farrell) mister sin familie som barn, og bruger sine unge år på at finde en ny. Det går ud over bedstevennen Jon, hvis mor fatter en umiddelbar sympati og inkorporerer Bobby i familien.

Flere år senere bor den nu åbne bøsse Jon i New York og planlægger at få et barn med bofællen Clare. De planer knuses hurtigt, da Clare og Bobby forelsker sig, og Clare bliver gravid. Endnu engang har Bobby overtaget Jons familie. Men selvom Clare drømmer om far, mor og børn-modellen, insisterer Bobby på, at Jon skal være en del af familien, og de tre flytter i et hus på landet sammen. Den utraditionelle families idyl trues dog hurtigt fra flere sider...

Bobbys jagt på en familie er historiens drivkraft. Men på en måde er det også Jons jagt. Og selvom Jon prøver at skabe sig en familie uden Bobby, indser han til sidst at det er umuligt. For Bobby og Jon er hinandens sande familie.
Ét eller andet sted i den masse, der udgør denne film, ligger en god historie begravet. Personligt tror jeg, at det var en fejl at lade forfatteren til bogforlægget, Michael Cunningham (der også står bag bogen ’The Hours’) skrive manuskriptet til filmen. Historien er præget af en mangel på basal filmdramaturgi og en manglende stillingtagen til helt grundlæggende elementer. Fx hvem hovedpersonen er, og hvor filmens fokus skal ligge i forhold til denne.
Temaet er meget tydeligt og bliver elegant belyst fra mange forskellige vinkler. Der kunne uden tvivl være blevet en god film ud af romanforlægget, havde forfatteren bare evnet at skære og tilføje de rette steder.