Kort tid efter flyet er lettet og i luften, beslutter Kyle Pratt (Foster) sig for at tage en lille lur. Da hun vågner, er hendes lille datter på seks, som troligt sad ved siden af på vinduespladsen, væk. Uden den helt store panik kigger hun i ro og mag flyet igennem efter hendes datter. En ængstelig panik breder sig dog med tiden. Ingen af de omkringsiddende medpassagerer har set noget, og to af stewardesserne kan slet ikke huske at have checket en pige ind under det navn. Ingen har set noget, og efterhånden tvivler personalet også på om der overhovedet eksisterer nogen pige.
Kyle er i dyb sorg, og på baggrund heraf blander hun kanske realitet og fiktion sammen. Hendes mand er død ved en tragisk ulykke, hvorfor Kyle er på vej hjem fra Berlin til staterne for at begrave hendes mand, og da personalet for nys om Kyles smertelige baggrund, er alle mere end overbeviste om, at det er gået fuldstændig gak-gak for Kyle.

Jodie spiller, indenfor rammerne, det bedste hun kan, men manuskriptet, der sagtens kunne have budt på mere nervepirrende dramatik, bliver en tynd kop 'Die Hard' tilsat lidt psykologisk sukker. Vi kender det alle sammen, når vi har regnet filmen ud, så er den ikke spændende længere. Lidt ligesom luften, der går ud af ballonen, og det er stort set også tilfældet med Flightplan. Vi er, som publikum, hele tiden to hestehoveder foran, og i stedet for at sidde på det yderste af klapstolen, så bruger man i stedet tiden på at nærstudere Jodie Foster og hendes skuespillertalenter, lidt som sad man med manus i skødet og fulgte en prøve. Instruktøren Robert Schwentke og manusforfatterne Peter A. Dowling og Billy Ray, formår bare ikke at holde på publikum.