Mona har aldrig mødt nogen som Tamsin før. Hun er rig, dannet og selvsikker, og mens Mona nulre rundt med en gift mand på bagsædet, læser Tamsin Nietzsche og drikker rødvin. Tamsins liv er på ingen måder perfekt. Hendes søster er død af anoreksi, og hendes far har en affære med sekretæren. Monas bror Phil, der er genfødt, har fundet Gud gennem et fængselsophold. Han lukker pubben de begge har arvet, hælder alkoholen ud og åbner en bibelstudiegruppe i stedet – i virkeligheden løber Phil så langt væk, han kan, fra et tidligere tarveligt og voldeligt liv.
Begge piger er kyniske og tæret af deres indholdsløse liv, der ikke synes at komme nogen vegne. Men gennem en lang, varm sommer finder de sammen og kærligheden blomstrer. Mona og Tamsins forhold er ikke et typisk lesbisk forhold, men snarer to teenager på opdagelse, et udspring fra rendyrket kedsomhed. Alligevel sværger de hinanden evig kærlighed.
Derimod mener Phil ikke, at Monas lette liv, med alkohol, røg og de to pigers venskab er det rigtige, hvorefter han spærrer Mona inde, uden mulighed for vådt, tørt og Tamsin, som hun savner så frygteligt. Da Mona endelig bryder ud, får filmen en helt ny drejning. Det viser sig at Tamsin slet ikke er hvad hun udgav sig for, men blot brugte sommerferien, før hun skulle tilbage på kostskole, på manipulation og leg, og helt tilfældigvis blev Mona ofret.
My Summer of Love er socialrealisme i gennemgrå farver og uden egentlig pointe. Den eviggyldige kedsomhed, det tunge, lortelivet, tænder altså ikke mig. De to pigers forhold, der trods alt spiller godt, synes tomt, tyndt og helt uden charme. Tillige beviser filmen, at det kan lade sig gøre, at vride en film så meget, at det egentlig er uden betydning, hvad den ender med. Eller sagt med andre ord, forfatteren Helen Cross, der står bag den originale roman, i virkeligheden kunne have valgt 15 andre slutninger uden besvær.