En håndfuld utålelige situationer indenfor de første minutter efter entré, kommer Meredith, og den, ellers åh, så liberale familie temmelig skidt fra start. Efterhånden som timerne flytter sig, flyttes grænserne for det tilladelige også. En stærk uvilje overfor Merediths tilstedeværelse er ikke at tage fejl af, og lige meget hvor meget hun ellers prøver at lade sig integrere, rykkes accepten af hende ingenlunde – tvært imod! Som en sidste løsning ringer Meredith efter hendes søster. Søsteren ankommer og det får straks utilsigtede konsekvenser, da familien føler sig mere forenelige med hende end med Meredith.

Yderligere tilspidses situationen ved spisebordet, da Meredith starter en samtale om homoseksualitet med den ene af tre brødre, Thad (Tyrone Giordano) og kæresten Patrick (Brian J. White). Hun har tydeligvis aldrig før haft homoseksuelle på nært hold, og i hendes forsøg på at forstå homoseksualitet, forvilder hun sig ud i nogle, ifølge den sammentømret familie, alt for fordomsfulde emner. Familien er overbevist om, at homoseksualitet er noget genetisk, mens Meredith har læst at homoseksualitet er miljøbetonet. Det afføder stærke verbale familiereaktioner, en nærmest heterofobisk omvendt atmosfære, man troligt aldrig havde regnet med at se på det hvide lærred.

Hvad der videre sker, vil jeg ikke fortælle, men budskabet, vendt på vrangen, er den tolerance, vi ellers så fornuftigt påstår at eje, men som, når det kommer til stykket, smutter fra os, når tingene sættes på en spids.