Rachel har aldrig troet på ideen om den store og lidenskabelige kærlighed ved første blik. Hendes venskab med Hector har udviklet sig til et trygt kæresteskab, og det veletablerede og karriere-succesfulde unge par står nu for at skulle giftes. Men på vej mod alteret får Rachel i et glimt øjenkontakt med en uventet gæst …
Rachel og Hector bliver gift, og har en dejlig bryllupsfest – men resten af filmen handler så om, at Rachel meget imod sin vilje må revidere sin opfattelse af både lidenskab og kærlighed ved første blik.
For den uventede gæst, som hun får øjenkontakt med i kirken, og som hun ikke kan lade være med senere at opsøge et venskab med, er Luce. En kvinde. Som også, viser det sig, føler et stort sjælefællesskab med Rachel. Men som også er en kvinde, der er tryg i sin identitet som lesbisk – hvilket Rachel dog ikke er klar over lige med det første, så hun prøver at afsætte Luce til husvennen Cooper.
Det er således Rachels rejse mod at turde den store, men umiddelbart besværlige, kærlighed, vi følger.
For selvom Luce, på trods af sin følelse af sjælefællesskab med Rachel, på ingen måde agter at handle på sin gryende forelskelse i hende, og selvom Rachel har meget svært ved at komme overens med sine nye, hidtil ukendte, og farlige følelser – så sker kærligheden heldigvis fyldest. Med Rachel som initiativtager.
Imagine Me & You er en bittersød engelsk love story med masser af herlig engelsk humor, med fint besatte roller hele vejen igennem, og med mindelser om andre søde engelske lovestories, såsom Fire Brylluper og en Begravelse og især Notting Hill.
Godt nok har filmen en happy ending – i hvert fald hvis man har de lesbiske briller på – men det bitter-søde kommer især frem i det nuancerede og loyale portræt, som filmen giver af den umådeligt sympatiske forsmåede ægte-mand, Hector, og i skildringen af Rachels kvaler ved at måtte skuffe og svigte ham.
Imagine Me & You, England, 2004, DVD release date: 27. juni 2006.
Spilletid: 93 min.
Instruktør: Ol Parker.
Medvirkende: Piper Perabo, Lena Headey, Matthew Goode, Darren Boyd.
Filmen kan købes via laserdisken.dk