Tilbage til homotv

Filmarkivet
Was am Ende zählt (2007) - Nothing Else Matters
DVD-ANMELDELSE

Karakter:
- af Christine Hansen

Dvd udlånt af Proud!.

Carla hopper på toget til Lyon, Frankrig, hvor hun skal studere tøjdesign. Men idet hun sætter sig ind i kupeen, står en fremmed person på perronen og vifter med lige netop hendes pung. Hun skynder sig ud for at modtage pungen, men når hun vender tilbage til sin plads, er hendes kuffert pludselig væk. Tøj, penge, pas og billetter - alt er væk!

Trods den pludselige smerte i et tvunget mellemrum fra A til B, har vores hovedperson alligevel tæft nok til at springe ud i de udfordringer hun bliver tilbudt. Hun løber efter gerningsmændene, som forsvinder i ly af mørket. En tilfældig ung fyr tilbyder hende husly, mens den barske sandhed hurtigt går op for hende. For med husly kommer også kravet om sex.

Carla får et midlertidigt job på en ramponeret husbåd, der skal ombygges til restaurant. Her møder hun den forældreløse gadepige Lucie, som har fast adresse på et gadeplanscenter med tilhørende pædagoger og soveværelse for en nat, hvor det nu kan lade sig gøre. Carla "flytter ind" og et varmt venskab opstår.

Endskønt 'Was am Ende zählt' ingenting har med 'Fucking Åmål' at gøre, så minder den alligevel en hel del om Modyssons debutfilm. Den er lige så "tight" skruet sammen. En formidabel ungdomsfilm med en gribende historie, et nærværende persongalleri og en hudløs autenticitet fra hovedpersonerne, som er så trimmet, at hånd passer til handske, og det er noget, man kan mærke helt nede i stortåen.

Nu skal man jo ikke fortælle det hele, og det har jeg bestemt heller ikke gjort, der er en hel perlerække af incidenter i filmen, som jeg slet ikke har berørt, men jeg finder det vigtigt at fremhæve, at der ikke er tale om to lesbiske piger, men om to formodede heteroseksuelle piger. Differencen er den, at de to piger senere hen finder ud af, at der også findes andre seksuelle orienteringer end den, de er vant til. Eller i hvert fald den, at et varmt venskab kan være så intenst, at man ikke kan andet end sammen.

Dvd'en er leveret af Proud, og her kan man altså i dvd-menuen kun vælge med eller uden engelske undertekster.