Karakter:
- af Christine Hansen

Ude på dvd.

Tusinder og atter tusinder gik i sort den dag, én af den amerikanske homobevægelses største aktive talerør blev myrdet. Harvey Milk døde i 1978, han blev 48. Han havde levet et ekstraordinært liv, vellidt af millioner af mennesker.
Med kæresten (spillet af Emile Hirsch) fandt Milk et symbiodisk ståsted i en drømmeverden, der dog desværre hurtigt krakelerede af den evige mangel på almen rettighed og frihed. Betragter man den sociologiske homobevægelse, var 40´erne lig med usynliggørelse, undertrykkelse og fængsling i 50 og 60´erne og frigørelse i 70´erne, er det netop udgangen af 60´erne ind i den blomstrende frigørelse i 70´erne der rammer filmens nerve. Historiens vel nok største homoikon, Harvey Milk i blød jakkesæt og bølgebrunt hår, giver et billede af 70´ernes Castro-kvarter i San Francisco i et autentisk oprør med den hedengang autoritet. Han stillede forholdsvis hurtigt op som byrådskandidat i lokalområdet, og blev efter årelangt sejtrækkeri valgt ind som offentligt embedsmedlem. Lidt mumlen om præsidentkanditur stod for skud... hvis ikke det lige var for Milks ærkerival (Josh Brolin), en formodet ømfindtlig bøsse, dybt inde i det tillukkede kristendomsskab, der havde svært ved at sluge en så succesrig Milk, som oven i købet, som en ildrød klud, var bøsse. Han var for hurtig, for kvik og for retorisk veltalende, der i klarsprog og i sin humoristisk tilgang til livet, formåede at sætte prikken over i´et og i rammerne for et bedre liv, ikke mindst for homoseksuelle, men også for borgerne i almindelighed.

Sean Penn har en fantastisk evne til at krænge svære følelser ud på det hvide lærred – i en sådan grad at alle ved, hvad han tænker – et geni med et anstrøg af magi. Og sådan eksekverede Penn også rollen som Harvey Milk. Milk er en pragtfuld, frigørende og en supervigtig historisk film som enhver bør have i sin samling!