Tilbage til homotv

Filmarkivet
The World Unseen
DVD-ANMELDELSE
Karakter:
- af Christine Hansen

Sydafrikansk drama fra 2007
leveret af Proud!

Rig på farver, storslået natur og en god historie, er The World Unseen skrevet og instrueret af filmdebutanten, Shamim Sarif, baseret på en roman som hun også selv har skrevet og omhandler 1950´ernes Sydafrika, hvor apartheid tager sine første modbydelige skridt mod radikale love.

Og Amina, som ingenlunde går fri af love, har overtrådt stort set samtlige uskrevne indiske familieregler. Sammen med den aldrende farvede Jacob, som må hemmeligholde sit medejerskab af cafeen, bydes alle velkomne, også farvede, til hjemmelavet mad og hornmusik. Uden for byen trisser Mariam rundt, en pligtopfyldende kærlig mor til to og opvarter sin chauvinistiske frustrerede mand, Omar, der har det med at tale med håndfladen og ikke i ord. The World Unseen handler om at finde sin frihed, den som er universel, uanset hvem man er, og hvor man er.

Da Miriam tilfældigvis en dag møder Amina, er det begyndelsen på en gensidig interesse. Selvom Miriam formår at fortrænge hendes fascination af den helt igennem ukonventionelle Amina, der har bukserne på og selv bestemmer over eget liv, bliver hun mere og mere inspireret af at konfrontere familiens lænker og tage skridtet mod at finde sin egen stemme.
Kort efter de to kvinders første møde, flytter Mariam med sin mand og børn langt ude på landet for at starte en grønthandler, men herude gælder også apartheid og mandens ”ord”. Alligevel bringer de voldsomme uretfærdigheder, de to kvinder sammen, mens de blomstrende følelserne for hinanden langt fra får frit løb.
Ekspeditricen Madeleine fra byens postkontor besøger ofte cafeen. Måske er det i virkeligheden for at komme til at tale med den charmerende Jacob. Et spirende samtaleforhold, som desværre, trods de kærligste intentioner, må overvejes nøje. Salt og peber, uanset hvor godt de end måtte supplere hinanden, er netop ikke et lovligt sæt, ifølge de nye regler. Selv den frygtløse Amina giver sig til at tvivle på sig selv, specielt set i lyset af Mariams svære situation, måske er det bedst bare at rejse væk?

Visuelt er filmen vellykket med levende postkortlandskaber komplementeret af tung hornmusik. Dels nuanceret af et skrækkeligt system, der opdeler hvide og farvede, mænd og kvinder, homo- og heteroseksuelle, men også af en helt igennem fantastisk universel historie om at finde sig selv i frihedens navn. Skuespillet, leveret af de billedskønne hovedpersoner Amina (Sheetal Sheth) og Mariam (Lisa Ray), kan bedst sammenlignes med smør på en glohed stegepande. Man smelter simpelthen. Der er mange lag og sidegevinster i filmen som eksemplet Jacobs (David Dennis) forhold, der sammenlagt giver en smuk helhed. Der er dog enkelte steder, hvor filmen er klippet en tand for kantet, men det er måske bare en mindre detalje.
Alt i alt, en film værd at hive ned fra dvd-hylden og se mange gange. Den sidste halve diamant gives for dvd’ens solide ekstramateriale, som blandt andet byder på instruktørkommentarer, interviews og fraklip.