Lykken tilsmiler Göran og Sven, som lige er flyttet ind i et hyggeligt villakvarter og snart bliver adoptivforældre. Men noget går helt galt i den bureaukratiske proces og adoptivbarnet Patrik 1,5 viser sig at være et andet barn end ventet. 'Patrik 1,5' er en absurd historie om et bøssepar med barn, og behandler emner som fordomme, forældreskab og jagten på det almindelige liv.
Børneværelset er nymalet og fyldt til renden med gyngehest, legetøj og baby-tv-overvågning. Nu venter Göran og Sven bare på barnet. Men chancerne er minimale, da der findes meget få lande, som vil afgive børn til homoseksuelle par. Mirakuløst indkommer dog alligevel det funklende brev om et barn på vej. Navnet er Patrik på blot 1,5 år, og den ultimative lykke er endelig nået det ventende par.
Når der pludselig står en teenagedreng på trappen, tror Göran først at det er det nye avisbud. Han kan ikke, i hans vildeste fantasi, forestille sig at en "lille" kommafejl i journalen, betyder at deres nye søn faktisk er ankommet. Og mens Göran og Sven venter på, at deres rigtige Patrik ankommer, går de med til at passe Patrik på 15, indtil kommunen har fundet en plejefamilie til ham. Den lille familie får kamp til stregen, når de konfronteres med en utilpasset ung fyr med plettet baggrund og en fordomsfuld holdning om, at homoseksuelle er nogle ulækre typer.
Filmen, der en svensk romantisk forvekslingskomedie, piller ved kernefamilien som arketype. Nabofamilierne, der lever på en svensk version af Desperate Housewives’ Wisteria Lane med grønne frodige forhaver og hvid stakit, er symbolet på den perfekte kernefamilie, hvor far ordner bil og mor laver mad. Göran og Sven er også en del af den idyl, noget som Sven har svært ved at tilpasse sig, når han nu har sagt farvel til heterolivet. Patrik har også svært ved at se, hvad han skal bruge en jävla familie til, og ønsker sig bare langt væk fra det her omklamrende "noget", han aldrig rigtig har haft ind under huden. "Alla behöver en familj", siger Göran, når Patrik kynisk postulerer, at han sgu kan klare sig selv. I brevet står der, at Patrik 1,5 har stor behov for stabilitet og kærlighed. Hvad det i realiteten indebærer, er et vitalt chok for Göran og Sven, der forestiller sig det perfekte, næsten nyfødte barn og nu må bide skeer på helt andre præmisser.
Homofobi bliver bestemt også berørt – f.eks. naboernes opskruede reaktioner, når de forsøger at skjule deres påtagede indre svinehund. Eller slet og ret, uden filter, råber skældsord efter dem og fryser dem ude af kvarterets fester. Patrik er heller ikke svag i koderne, når han trodsigt spørger, om Göran og Sven så skal hedde "pappa och pippa", og demonstrerer hvordan han har styr på de her "pedefile" bøsser, som Göran helt uden nummer, forklarer hvad hedder.
Indenfor homo-genren findes der ikke rigtig tradition for den her type film. Ofte handler homofilm om problematikken at hoppe ud af skabet. Lukas Moodysons succesfilm 'Fucking Åmål' fra 1998 er en sådan film, mens 'Patrik 1,5' tilegner sig et overbevisende voksent skridt videre i filmudviklingen. Skønt at opleve endnu en succes fra Sverige!
DVD-ANMELDELSE
