Tilbage til forside

Gennemgang af årets homotv
29.12.04

HomoTv kaster øjeæblerne på årets vigtigste tv-begivenheder.


 Fogh med og uden slips
Ved årets begyndelse kunne vi læse os frem til en sjælden, dog positiv og næsten helt uplanlagt statsminister, der var for homoægteskab. Debatten hærgede på tv, Jens Rohde fik oralbank, mens Anders Fogh uden slips var for, og med slips skizofrent var imod. Kirken kom aldrig på banen med et ellers lovet forslag, og endnu en gang måtte vi erkende, at Danmark ikke danser samme liberale dans, som andre lande tilsyneladende gør det.

 Svensk pris
Se til venstre… højre, der har vi vore kære svenskere, som fik en Guldbagge for bedste dokumentar ved årets filmgala. Cecilia Neant-Falks lesbiske dokumentar ”Du ska nog se att det går över” med Joppe, Natalie, My, tre unge lesbiske, der blev udstyret med et kamera hver og fik mulighed for at dokumentere deres liv, herunder det at springe ud for deres omgivelser, inklusiv mor og far, skrev homohistorie, og filmen blev da også umiddelbart efter, hædret på svensk tv en masse.

 De fantastiske mænd
Og her taler vi altså ikke om Fogh, men om Thomas Bickham, Michael Holm, Morten Skærved, René Fris og Bill Holmberg, der sammen tog danskerne med storm, spiddede heteromænd med larmende replikker om takt, tone og mode og budskabet blev da også leveret over skærmen. Senere på året hoppede Thomas Bichham fra og på den anden side af sommerferien, tonede holdet frem med en ny mand, ved navn Jesper Troels Gadegaard. Familien heteroseksuel morede sig kongeligt.

 Popcorn
Midt i tåger af vintermørke så det hele pludselig meget lysere ud. To aftener i træk blev der masseproduceret popcorn, koma-akvariet tændt og videomaskinerne snurrede simultant på deres maksimum. Der var det danske melodigrandprix med Tomas Thordarson, som vinder, det svenske Gaygala, dokumentarerne Hemningsløse dyr, Homo i 1700-tallet, Bag om bøsser og Sandheden om lesbisk sex. Og så skulle der også lige findes bånd til filmhits som If these Walls Could Talk II og ungdomsfilmen Lost and Delirous. Det var smukt, det var godt, men så blev der efterfølgende også helt stille på dansk tv…

 Amerikanske engle
Alt har tilsyneladende en pris, også i Angels in America, som vel nok må siges at være, hvis ikke den vigtigste mini-tv-serie nogensinde, så i al fald den flotteste. Politik, sygdom, kærlighed og sex – Angels in America havde det hele – med opløftende tankevækkende, debatskabende superskuespil. Serien, der viste hvordan vi levede livet i 80´erne og hvordan vi lever livet i nuet. Vi kom helt tæt på, hvor forholdet var i centrum, uagtet køn og præference. Først blev den vist på svensk tv, og temmelig meget mere siden hen på dansk tv.

 QXYZ
Som noget overdrevet fantastisk og helt nyt, vælger DR2 at genudsende programmer (!). Denne gang var der tale om programserien med det obskure navn OBLS. (Sig OBLS hurtigt ti gange!), hvilket faktisk betyder, helt uigennemskueligt; ”Oplysning om Bøsser og Lesbiske til Samfundet”. Vi genså Alex, der, hvad det nu hedder… fortalt åbenhjertigt om livsanskuelser, fordomme og myter sammen med blandt andre Torben Lund, Bjørn Lomborg og Nina Stork.

 Vores troldmand
Hverken Laurel Canyon, Elephant eller Party Monster, som er tre bud på succesrige homofilm, var nomineret til dette års Oscar. Trods manglende homobud, blev det dog til lidt strø: Sir Ian McKellen og Ringenes Herre nakkede i alt 11 Oscars, hvilket ikke rigtigt kom bag på nogen. Find Nemo med Ellen DeGeneres som fisken Nemo, svømmede ind i alles hjerter og vandt for bedste animationsfilm. Charlize Theron, der spiller lesbisk seriemorder i filmen Monster, vandt en Oscar for bedste kvindelig hovedrolle. Holly Hunter var nomineret for filmen Thirteen, som med enkelte lesbiske temaer, i stedet fik en knastør røv at trutte i.

 Københavns Universitet
Et undervisnings-projekt på Institut for Film- & Medie-videnskab på Københavns Universitet, der formidler forskning om tv på egen hjemmeside, Timecodes.dk, skrev om homoeuropæisk tv-trends, det danske mediebillede og om den manglende lesbiske sendeflade. HomoTv deltog med et par bevingede ord, primært i et håb om at nogen eller noget ville købe den amerikanske superserie L Word hjem.

 DR2 gør det klart
Homoer skal ikke være en underholdning! ”Homoseksuelle skal ikke optræde i tv-udsendelser med det formål at underholde Hr. og Fru Danmark.”, mente DR2, der i øvrigt aldrig havde købt et koncept som De fantastiske fem. Panbladet havde med deres betydningsfulde artikel ”Seriøse lyserøde signaler” haft fat i DR2 om tv for og om homoseksuelle. Til trods herfor, var DR og DR2 i år 2004 overhovedet ikke den store bidragyder til tv for homoseksuelle. Er der ikke noget med et eller andet glashus og en fejekost?

 Lesbisk storfilm
Umiddelbart efter påsken, sendte 3+ en af de eftertragtede lesbiske storfilm fra top10-listen med Brooke Shields og Whoopie Goldberg i rollerne. Janine og Sandy får sammen et barn, men fem år senere dør Sandy, og hendes beregnende forældre forsøger at få forældremyndighed over barnet. Dette bliver begyndelsen på en sej og vanskelig kamp om forældreretten. Filmen er baseret på virkelige hændelser, og HomoTv overvejede at indfører toiletrulle-konceptet, der forbereder folket på hvor sørgelig filmen kan være.

 Pilgaard møder Michael
Hans Pilgaard mødte skisma George Michael i London, og det blev der et 50 minutters langt seriøst og meget spændende interview ud af. Talen faldt blandt andet på den nye cd, om det at være rig og berømt og om manglende lyst til at tjene flere penge. Det var gennemtænkt, underholdende og dejligt at se George Michael fra en helt anden stille og rolig vinkel.

 Zulu girls og drengerøve
Den overpopulære engelske drama-serie 'Bad Girls' returnerede atter til dansk tv. Korrupte fængselsbetjente og vold var hverdag. Men uanset hvad kvinderne sad inde for, havde de en ting til fælles - de prøvede at finde lidt kærlighed og varme. TV2 havde for nogle år siden forsøgt at vise serien, men tog den helt overraskende af, siden hen kom Zulu på banen og viste serien i sin fulde længde, dog på meget forskellige tider klokken 3-4, lort om natten.
Stuart, Vince og Nathan blev atter igen bragt til live. En rå, følsom og erotisk Zulu-serie om og for bøsser. Stationen TV2 gjorde det dog klart, ingen amerikansk udgave af QAF til det danske folk.

 Canadiske chokotøser
Den fremragende lesbiske film Better Than Chocolate var atter igen sat på det svenske program. En smeltende kærlighedshistorie mellem to piger. Det var varmt, det var dejligt, men mor kom altså også lige på besøg og dildoerne blev gemt af vejen i en fart.. Better Than Chocolate var årets mest populære film i 99, og vandt en bunke homopriser verden over. Filmen blev vist på svensk tv i 2003 og i 2004, mon ikke også den dukker op i 2005? Bare ikke på dansk tv.

 Boykot af strandvejsvillaen
TvDanmark levede i den grad op til typiske fordomme heteroseksuelle kan have om homoseksuelle. I deres nyeste realityserie Strandvejsvillaen, hvis regler dikterede at kvinder kun måtte stemme på kvinder, og mænd kun på mænd, blev parret Per og Paul tvunget til finde sig i heterokønsroller, og én af dem måtte derfor agere kvinde for at komme til at stemme. TvDanmark mente, at det var noget, parret selv havde besluttet, men da HomoTv spurgte mere indgående, lukkede TvDanmark i som en østers. TvDanmark er i dag, som resultat, den eneste station (med undtagelse af den ”udfordrende” tv-station DK4), der ikke ønsker at levere pressemateriale til HomoTv.

 The L Word
Så oprandt dagen endelig for den amerikanske superkvalitetsserie. Serien, der ganske enkelt var et kvantespring ind i en ny æra, The L Word, som handlede om lesbiske parforhold, langbenede kvinder og frem for alt var underholdning på allerøverste plan - hvor lesbiske endelig bliver synlige på tv udenom de sædvanlige stereotype forestillinger. Det var hårdt tiltrængt og vi sad alle sammen ganske lunt i svinget, klistret til skærmen da Marina åbnede op for den flirturiøse godtepose og lagde os alle sammen ned.

 Sex sure fødder
Endelig lykkedes det for den nye sæson af Six Feet Under, også at finde frem til TV2, der i sit først afsnit fandt Nate på operationsbordet. Rico som medejer af bedemandsforretningen, Claire og en ny underlig kæreste, David og Keith i parterapi, og Ruth der nærmest var besat af sit lille barnebarn. Og i stedet for, at det forbliver en serie primært for bøsser, kan lesbiske nu også glæde sig til, at Claire banker ud af skabet som lesbisk. Den serie bliver da bare mere og mere obskur, dog fortsat lige underholdende!


 Ønsker for det nye år
Nu kunne det jo være rigtig rart, hvis der blev vist 1,8 timers homotv i gennemsnit pr. tv-stationen pr. dag*, sådan at homoseksuelle også fik fuld valuta for deres licenskroner, frem for at vi til stadighed betaler for at heteroseksuelle kan se heteroseksuelt tv. Det må tilnærmelsesvis være det største ønske, dernæst må spørgsmålet nødvendigvis være hvad man så kan finde på at indkøbe og programsætte. HomoTv har sammensat et bredt udsnit af kvalitets-programmer og film vi gerne så tone frem på skærmen det første halvår af 2005:

When Love Comes, Food of Love, Forgive and Forget, QAF (US), Latter Days, Cowboys & Angels, A Home at the End of the World, The L Word 1. og 2. sæson, Ellen talkshow, Tipping the Velvet, Aimée & Jaguar, Better Than Chocolate, Fire, High Art, It´s in the Water, Lost & Delirious, Beautiful Thing, Get Real, Gods and Monsters, The Hanging Garden, Stonewall, The Celluloid Closet, The Times of Harvey Milk, Dangerous Living, The Road to Love, Maurice, Brother to Brother, Trick, Incidental Journey, But I’m A Cheerleader, D.E.B.S., All Over Me, Between two women, Butterfly Kiss, 2 seconds og naturligvis den nye danske novellefilm Hvem du end er…


- ch

* Hvis 10% af Danmarks befolkning er homoseksuelle, bør tv-programmet også afspejle samme tendens. Hvis 18 timer (gennemsnitssendeflade pr station) er li 100%, så bør der være 1,8 timer homoseksuelt indhold pr. dag pr. tv-station.