The L Word er pillet af TV3s programflade med blot tre afsnit tilbage, og det har affødt en del tanker og kontroverser på tværs af caféer, nettet og hjemme i stuerne. Der må ligge noget mere eller andet bag, for man kan da forhulen ikke bare pille Vores Serie af, når der kun er tre afsnit tilbage?
Tonerne går højt, lesbiske landet over buldrer af arrigskab. TV3s omstilling modtager telefoniske klager og bunker af e-mails. Kontroverser bliver til rygter og hadekampagner mod TV3 bliver en realitet. "For TV3 skal jeg i hvert fald aldrig se igen," synes kvinderne at sige enstemmigt.
Et af de efterhånden utallige rygter forlyder, at TV3 skulle have modtaget klager fra mødre, der finder det amoralsk, at deres børn har set på lesbisk sex, som igen skulle være en af årsagerne til, at TV3 netop pillede serien af.
Men det er ikke sandt fortæller TV3 til HomoTv.dk.
"Jeg kan garantere dig, at vi på TV3 ikke har fået en eneste klage over L-Word," fortæller pressechef Søren Hedman, der er helt op at stå på stolen over anklagerne. Hedman er stensikker på, at han ville have hørt om klagerne, hvis der havde været nogen, og forsikrer igen, at der kun er tale om, at serien er taget af på baggrund af seertallet.
"Jeg har lige talt med vores telefon-omstilling om hele sagen - og de siger, at de har fået en del henvendelser fra seerne. Men at det er fra seere, der er kede af, serien er taget af! Der har ikke været negative henvendelser - og det ville også overraske mig - både i lyset af, serien blev sendt så sent
samt, at jeg ikke har hørt om en eneste negativ henvendelse!", forklarer han.
Det er klart, at skulle mødreklagerne være årsagen til at TV3 pillede serien af, ville det også i sidste ende betyde, at TV3 er homofobiske, og det afviser TV3s pressechef blankt.
"At TV3 på nogen måde skulle være homofobisk ligner for mig en dårlig vittighed. Homofobi afviser jeg på det skarpeste, at TV3 lider af på nogen som helst facon. Vores sendeflade er vist det bedste bevis på dette! Og så det faktum, at vi jo rent faktisk har købt L-Word og sendt en hel del afsnit. Var vi homofobe, havde serien aldrig været indkøbt til TV3!" slutter pressechef Søren Hedman fra TV3.
- ch
Kilde: HomoTv.dk