Sex mellem mennesker af samme køn er en synd og forbudt, fastslår ny pjece fra 8 kristne organisationer, der i 17 svar redegør for Bibelens syn på homoseksualitet og altså åbenbart mener, at Bibelens lov går forud for den danske lovgivning.
Den grundlæggende diskriminerende retorik er naturligvis at finde i denne nye pjece. Fem tekster fremhæves, hvori angives at sex mellem to af samme køn, er forbudt og en synd. At ægteskabet kun er mellem mand og kvinde. Men pjecen går også langt videre…
"Der er nogle områder hvor homoseksuel kærlighed adskiller sig fra heteroseksuel kærlighed", forklarer punkt 9, der afslutter med den spage konklusion "I det homoseksuelle parforhold mangler spillet mellem de to køn".
Og på spørgsmålet om hvorfor nogle bliver homoseksuelle, svares det, at et særligt gen er blevet afvist af forskere, og at der i stedet er tale om en kombination af "1) psykologiske, 2) familiær og 3) kulturelle årsager, som hos nogle giver et skub i retning af homoseksualitet". De otte kristne organisationer peger på gammel Freudiansk retorik (som er blevet skudt i sænk af Harris 1998 og i bogen Born Gay 2005), hvor faderen enten var svag eller fjendtlig, hvis der er tale om en bøsse, og omvendt angående lesbiske er det moderen, der er dominerende: "Her gør forstyrrelsen sig gældende i forhold til den ofte dominerende mor."
I august kom Agapes synspunkter frem i medierne. "Homoseksualitet er en synd og kan sammenlignes med incest," sagde landsformanden for den kristelige forening Agape ifølge BT. Socialminister Eva Kjer Hansen, der ikke vil støtte den slags synspunkter, krævede en fyldig redegørelse for Agapes aktiviteter. Gennem 12 år har Agape modtaget 8 millioner kroner fra det offentlige.
Under punkt 17 henvises der til den omdiskuterede Agape, som ifølge pjecen, ved hvad det vil sige at være kristen og kæmpe med homoseksuelle følelser, og opfordre tillige at tage kontakt til dem, "Sidste, men ikke mindst kan der være stor hjælp i at opsøge en kristen psykolog eller terapeut, som har erfaring i at føre samtaler med homoseksuelle".
Er det vitterlig det vores skattekroner går til? Nu må politikerne komme op af stolen og ind på banen – det kan ikke være rigtigt, at den slags offentligt finansierede fordømmelser af en hel minoritet er i orden så længe mennesket står med Bibelen i hånden!
Læs pjecen (i pdf-format).
Læs også Folkekirkens pressemeddelelse
- ch
Kilde: HomoTv.dk