Tilbage til forside
Tv.uge 42   [14. okt. 2007]
Ønsker du også at deltage som ugens gæst, så indsend mail til HomoTv for nærmere aftale.

UGENS GÆST
Blandt venner hedder jeg Mo, måske er der for mange stavelser at klappe i Mo-ni-ka? Udover at være en ungsteg på 41, arbejder jeg til daglig med "numerologi" på et konservativt blåt kontor og er ellers usingle lørdag og nogle søndage. Jeg elsker de sociale rammer… og friheden!

Jeg har været med helt fra start, da HomoTv sprang ud af varmeskabet. Knippelgod idé, som jeg dagligt holder mig up-to-date med.


Jeg har altid undret mig over hvorfor det hedder fjernsyn. For med de mange apparater, næsten et i hvert rum, så burde det i realiteten hedde nærsyn, ikk’?

Hver mandag ser jeg Robinson på mit nærsyn. Kampen mellem butch-veteraner og lipstick-tøserne. Ikke overraskende, tippede jeg klare vindere i alle dyster, blandt veteranerne. Men jeg blev heldigvis overrasket, specielt over de unges intelligente livssyn og deres medfødte instinkt for samarbejde. Ikke noget man kan spore blandt veterankællingerne, der som en typisk dansk folkesygdom, fryser dem ude de ikke kan li´. Og nu vi er ved brokkeriet, så er det ubegribeligt sådan som TV3 administrerer årets Robinson, der er lige så tilfældigt "planlagt" som Louise Frevert, der forvandler sig fra inkarneret islamofob til humanpolitiker over en nat. Eller måske er det CDerne, der har ændret holdning? Jeg håber, at en Parasdiso-deltager vinder, for ingen af de andre har fortjent præmien!

Efter en dosis øde ø, hængepatter og troldehår er det tid til Filmkronikken på Sverige 2, 22:25. Her er der alt godt fra filmens verden. Det nye, det gode og så det man kan dreje udenom. Det er filmkritik på et tårnhøjt plan. Noget DR ikke magter!

Når tv bliver til alvor!
Jeg var særdeles heldig i fredags, for da jeg smed benz på potten, tabte jeg bilnøglerne. De landede ca. to cm fra en rist under bilen! Havde det ikke været skægt, hvis de var faldet derned? Jeg funderer stadig over hvad man kunne have gjort. Nok ikke så meget. Sikke et surt cirkus en fredag aften; kvinde, alene og med ualmindelig lange udsigter til sofa og nærsyn, havde nøglerne forenet sig med sydens affaldsfrugter. Jeg skal satmer parkere helt op ad standeren næste gang. Åååh, skid hul i om det er svært at komme ud.

Bilnøgler, biler, køre bil… som den lette underholdning, ser jeg selvfølgelig Zulus Djævleræs, der, gæt en gang, sendes på TV2 Zulu. Jeg husker aldrig hvad dag eller hvad tid, men så er det godt, at HomoTv kan fortælle, at det altså er hver torsdag 20:45. Kommentaren ”Kør dem ned” fra en af de kvindelige deltagere i første afsnit, om de her små malplacerede cheerleadertøser, var bare helt ustyrlig morsomt. At bøssen DQ kørte som kvinde, er en mindre heldig fadæse, set gennem mine glossbriller og at Tage opfører sig som usmagelig bowlerhat, er noget man bare må tåle så længe det varer ved. Men stærkt at både Bill og DQ kom videre. Hvor blev de lesbiske deltagere af? Nok udelukket fordi vi kører for stærkt, for smart og for godt.

Alle de dage jeg kan komme af sted med det, ser jeg, med maverullende krampelatter, den gakkede Ellen DeGeneres.
Men nyhederne på begge kanaler, samt Dags dato og Deadline er også gengangere i løbet af min nærsyns-uge.


Robinson – TV3, mandag 20:00
Filmkronikken – SVT2, mandag 22:25
Zulu Djævleræs – Zulu, torsdag 20:45
Ellen DeGeneres – Zulu, alle hverdage 17:45
TV-avisen – DR1, hver dag 18:30
Nyhederne – TV2, hver dag 19:00
Dags Dato – TV2, søndag 20:00
Deadline og 2. sektion – DR2, alle hverdage 22:30

Læs også Nicks tv-uge 40.